For kærligheden til hestene

Der er nye impulser i ridesporten. Impulser, som fødes ud af et behov for en fornyet og mere holistisk forståelse for hestens væsen, fysiske, mentale og emotionelle behov.

Alle heste har i min optik en medfødt ret til at blive håndteret og behandlet fair, hensyntagende og med forståelse. Hver enkelt hest kommer med sit eget unikke selv, fuldkommen ligesom vi mennesker. Når det er sagt, er der heldigvis en masse fællestræk og tilgange til at øge hestens velbefindende både uden og under rytter.

Lad os gøre en forskel!
Jeg har aldrig været i tvivl om, at hestene skulle være omdrejningspunkt for mit liv, og drømmen var at blive berider. Derfor slog det mig også helt ud af kurs, da en rygskade under træneruddannelsen satte en stopper for min videre færd i faget. Men sikken en gave, det viste sig at være, og jeg er i dag dybt taknemmelig for, at livet tog den drejning. Det betød, at jeg blev tvunget til at tænke i nye baner. Og lige nøjagtig det er siden blevet den røde tråd i mit liv. Jeg er altid åben for ny inspiration og nysgerrig på andre tilgange, som kan inkorporeres i mit arbejde med hestene og det med ét enkelt mål for øje: At forbedre velfærden for hestene.

Vi må hjælpe hesten til bedre trivsel og dermed livskvalitet. Det er mit livsformål, og jeg ved, at hvor der er vilje, er der vej. Hestene fortjener alle chancer!

Jeg inviterer dig til at dykke ned i indholdet på siderne her, i artiklerne, billed- og videomateriale, og lad os så sammen gøre en forskel!

Kærligst
Claus

This post is also available in: English