Rytterens fysiske træning

Heldigvis er det efterhånden blevet almen viden, at ikke blot hesten har brug for at være veltrænet, men at det i lige så høj grad gælder for dig som rytter. Uanset, om du er fritidsrytter eller arbejder seriøst med dressur, springning eller military, er det kun virkelig sjovt at ride og træne din hest, når I begge er i god form.

Når du er i god fysisk form, kan du bruge din indvirkning på hesten langt mere målrettet og præcist, end en fysisk utrænet rytter kan. Ridesporten bliver stadig mere teknisk krævende, så den velkoordinerede og afbalancerede rytter vil altid have en fordel.

Under ridningen udsættes kroppen for andre og helt specifikke belastninger, end de, som normalt forekommer i hverdagen, og derfor har ryttere, i lighed med andre idrætsudøvere, brug for fysisk træning og motionsformer, der er tilpasset den enkeltes behov.

Fysisk træning giver større kropsbevidsthed, som er vital for evnen til at kunne give hesten den rigtige hjælp på det præcist rigtige tidspunkt. En del ryttere aner ikke, hvordan deres krop fungerer rent motorisk, hvilket giver dårlig timing mellem hest og rytter, ofte med uønskede problemer og misforståelser til følge.

En anden sidegevinst ved den fysiske træning er, at risikoen for skader og unødig slitage på knogler og led bliver betydeligt mindre.

Træningen tilrettelægges sammen med Jonas Smith, som har mange års erfaring i at tilpasse træning til individuelle behov, og som også har hjulpet mig til at optimere mine fysiske forudsætninger som rytter. Du kan læse mere om Jonas på www.jonas-smith.dk.

This post is also available in: English