Ikke sjældent hører jeg en kampsvedende rytter bruge udtrykket: “Jamen, jeg kan slet ikke få den igennem!” Den sidste tid har jeg tænkt meget over bevidstløsheden i den vending, som bruges i flæng over alt i ridesporten. For hvad vil det egentlig sige, at “hesten er igennem”?

For mig ser det ud som om, at nogle ryttere sætter sig “igennem” ved at insistere på, at hesten skal kunne dreje hovedet fra støvle til støvle. Men halsens bevægelighed gør intet for vores største udfordring, som er at få løftet brystkassen bag skulderbladene.

Andre ryttere bruger tålmodigt den tid, der skal til med målrettet træning så hesten uden spænding, blokeringer og “døde punkter” kan bevæge sig frit frem til en let, støttende hånd. Det er et langsigtet arbejde med mange delmål, men belønningen er tydelig, når man endelig er “igennem”. Typisk tager denne rejse et par år, og gør vi os dét klart, kan vi skåne hesten for at skulle grueligt meget igennem, før vi synes, den er lige netop dét – igennem!

Kærlige tanker herfra.