Hestens holdbarhed

Ridesporten har ikke nødvendigvis fokus på holdbarhed, men er fyldt med “fart og spænding”. Desværre er det ofte det første, som udløser det andet. De fleste ryttere er i deres undervisning blevet tudet ørerne fulde med, at hesten først og fremmest skal være foran rytterens ben, og derfor kan vi være tilbøjelige til hele tiden at skynde på den, desuagtet at både øvelsernes kvalitet og hestens holdbarhed ville stige betydeligt, hvis vi forstod vigtigheden af den langsommere træning, både fra jorden og når vi sidder på den.

Når vi konstant drøner af sted for fuld skrue, aktiverer hesten næsten udelukkende de store, overfladiske muskelgrupper i ryggen med smerter og skader til følge. Disse muskler kan nemlig ikke alene trække hele læsset, hvis ikke de er stærkt understøttet af den dybe, stabiliserende muskulatur – holdningsmusklerne – som ligger som en perlerække langs begge sider af rygsøjlen. Hver muskel er ansvarlig for at støtte og styre rygsøjlens enkelte led.
Langsommere træning, hvor hesten får lov at dvæle lidt i bevægelsen, er guf for holdningsmusklerne, og først når de er veludviklede, kan de hjælpe de overfladiske muskler tilstrækkeligt, så koblingen forbliver intakt, uanset om hesten er bøjet eller suser over diagonalen i en fri trav.

Alle ryttere ville have stor glæde af at lave målrettede “gulerodsøvelser” med deres hest på staldgangen. Regelmæssige gentagelser af disse øvelser har nemlig vist sig at kunne øge de dybe musklers størrelse – og dermed styrke – betydeligt og på relativt kort tid. Med risiko for at halvere min pensionsopsparing, vil jeg derfor mene, at hvis der er for langt mellem gulerødderne, bliver der kortere mellem mine besøg. Og mellem de medfølgende regninger.